PolarKop og AfriggerFest

LØRDAG DEN 2. OKTOBER: Sæt krydset med det samme! Hele dagen. Og måske søndag formiddag med.

Vi starter om formiddagen med at sejle PolarKop. Uden at sejladsbestemmelser ligger helt fast kan vi godt røbe, at der bliver løb for både familiesejlere og kapsejlere og at det slet ikke kan udelukkes at de af sejladskommiteen i sidste øjeblik tildelte handikap vil virke meget lidt fair. Men altså; alle kan være med og det bliver alletiders. Sejladsen planlægges afsluttet i så god tid at tiden tillader besætningerne at a) deltage i den spektakulære premieoverrækkelse og b) blive nettet lidt  inden det går løs om aftenen til …

AfriggerFest hvor Fortiden vil Fejre Fremtiden og vise versa. Vi ved allerede at middadgen bliver leveret af Jesper’s Madhus (og bare rolig – vi er flere der tjekker datoen), og at prisen per person bliver kr. 200,-. Det er et dejligt rundt tal, som tillader os at sætte de første promiller på bordet uden særskilt beregning/afregning, spille dansevenlig musik og sågar servere kaffe og småkager. Hva’be’har’!?!

Der vil allerede nu (eller om ganske få dage) hænge tilmeldingslister i klubhuset. Og hold godt øje med siden her for nærmere info om tidspunkter, sejladsbestemmelser, ordensregler m.v.

Vi har en vinder II

TIAN3

Klart vi har en vinder – nu også med billede (et klik på billedet skulle føre dig til flere billeder fra sejladsen). Men måske ikke en overaltvinder som først annonceret. På Watski2star arrangørernes endelige resultatliste  har Tian, Jann og Brian stadig bedste tid, men måske der er en regnefejl et sted. Kan du finde den?  Måske er det bare en forunderlig sejlads. Se f.eks. replay af sejladsen på TracTrac.  De ruter Laura og Garfield følger er vist ikke helt sandsynlige?

Vi har en vinder!

Sådan! og stort tillykke til Jann Klausen og Brian Andersen med overaltplaceringen som No. 1 (!!) i årets Watski2Star.

Lob14

Alle jer der bliver orienteret gennem de maritime svar på Reuters og Sydkystens motorsektion ved allerede, at Jann og Brian efter sejren kunne kåres som Danske 2-Star Mestre 2010.  Hvis det lykkes os at finde billeder af Jann og Brian fra sejladsen, så følger vi selvfølgelig op.

Køge Distance 26. september

Vores aktive naboer sydover i Køge Sejlklub holder fast i traditionen og afholder – selvfølgelig – igen i år distance sejlads sidste søndag i september.

Her er indbydelsen i pdf. Her er sejladsbestemmelser i pdf.

Sejladsen er for mange af deltagerne den helt rigtige måde at afslutte sæsonen på, og i år er der faktisk ingen grund til ikke at tage med. Køge Sejlklub har lavet løb for tæt på alle tænkelige konstellationer af båd og mandskab:

  • DH-løb med og uden spiler
  • 2-star løb uden spiler
  • Klasseløb (kommer IF’erne måske ?)
  • Familiesejlads uden målebrev.

Brug muligheden for at kommentere denne ‘post’ hvis du mangler gaster eller en båd at sejle på. Og prøv at lokke andre både med ved at give besked her hvis du deltager.

“Sailracing with a friend”

TIAN2

Med sådan et slogan må der jo næsten være kærlighed i luften når Watski2Star løber af stablen i den kommende weekend 20. – 21. august. Med start fra Helsingør skal deltagerne sejle et stort X i det sydlige Kattegat mellem Helsingør, Hesselø, Hundested og Halland Väderö. Der gøres et kort stop i Hundested, som har sat alle sejl til for at gøre opholdet for sejlerne behageligt og tiltrække nysgerrige tilskuere. Det er vist en slags kulturnat, med rundture i byen, folkedans på havnen og sådan noget.

TIAN1

Fra SGS deltager Jann i Tian sammen med sin friend Brian. Billederne her er fra den seneste 2-star sejlads de sejlede fra Århus ud til Ballen på Samsø og retur i hvad der vst godt kunne kaldes frisk vind.

Sejladsen kan følges LIVE! på TracTrac ..  Vi glæder os til at følge med.

ZZZZzzzz

Efter en hvad der føles som en næsten uendelig lang pause skal vi igang igen med at servicere medlemmer og interesserede iøvrigt om  hvad der rør sig i Sejlklubben og måske i verden lige omkring os.

Vi havde lidt håbet, at vi henover sommeren kunne berette om medlemmers færden på abndet, men vores mail må have været nede, for vi har ingenting hørt. Eller måske det er fordi billederne fra turen lige skal redigeres inden de sendes vores vej. Som altid er materiale meget velkomment – måske der endda kunne blive til en Prikken henunder efteråret. Ellers er hvad der er sparret jo som bekendt tjent.

Adam_bader

For ligesom at skærpe hjemmeside-læsernes appetit løfter vi lidt af sløret for hvad der kommer til at ske ’herinde’ i den kommende tid:

  • En SGS båd deltager i en af sensommerens meget interessante kapsejladser; vi guider læserne til at følge båden live! Og vi mener bestemt at vi har billeder fra sidst de var afsted.
  • Vi kommer til at gøre lidt reklame for de meget fine SLAM polo’er med SGS logo og nogle SLAM T-shirts med det efterhånden godt udbredte IF-DM 2010 logo, som vi har tilovers fra mesterskabet.
  • Bestyrelsen har lovet at sende deres gennemarbejde forslag til modernisering af vedtægterne ud til gennemsyn i god tid før generalforsamlingen næste år. Vi har oceaner af spalteplads til diskussionerne, som måske kan blive ligeså spændende som
  • Og så lyder der rygter om, at der skal skiftes ud i bestyrelsen. Vi prøver at finde ud af hvad det nu er for noget. Vi vil skrive lidt om hvad bestyrelsesarbejdet – og andet frivilligt arbejde – i Sejlklubben egentlig går ud på. Og vi vil sikkert i den sammenhæng komme til at skamrose alle dem der gør det ekstra som vi allesammen nyder godt af.

Og så skal vi huske at minde om at tirsdags-familiesejladserne og onsdags-kapsejladserne igen er i fuld gang. Og at Sejlerskolen sejler heldagstur på lørdag. For nu blot at nævne noget af det der sker på vandet.

Stay tuned!