IF-DM 2026

DE STOLTE VINDERE MED GULDMEDALJER

22. og 23. august blev der afviklet IF-DM i SGS. 10 både var tilmeldt og stævnet tæller derfor som officielt DM. Det lykkedes i 11. time at finde bemanding til mærke- og dommerbåd, flere trådte til med meget kort varsel og vi fik afviklet et superfint stævne, hvor alt fungerede ned til mindste detalje. Stor tak til alle, som gav en hånd med! 

Stævnet startede lørdag med fælles morgenmad i klubhuset og efter skippermødet begav sejlerne sig ud i bugten. Hvor der om blev afviklet 4 sejladser i frisk vestenvind på op/ned baner NØ for Mosede Havn. 

Det hele blev perfekt styret fra dommerskibet, hvor baneleder Henrik Holst ledede slagets gang til perfektion og med meget lidt ventetid mellem de enkelte sejladser, godt hjulpet af den øvrige bemanding på dommerskib og mærkebåd.

Den springende vind og en del strøm, gav sejlerne nogen tætte sejladser med udfordrerne kryds, mærkerundinger og spiler ben, hvor der blev byttet op og ned på placeringerne. 

Alle var i havn ved 15.30 tiden, hvor der blev budt på moleøl med efterfølgende middag i klubhuset. Køkkenet styrede Pernille Ravn med sikker hånd under hele stævnet.

Vejrudsigten søndag bød på regn og tordenbyger. Der blev afviklet 3 sejladser i rap med middelvind igen fra vestlige retninger. Der blev igen budt på vindspring og drilske strømforhold. 7 sejladser var nu i hus. Dagens sidste sejlads, stævnets 8. og sidste sejlads blev signaleret udsat fra dommerskibet, fordi mørke skyer dukkede op på himlen. Det gav både torden og silende regn efterfulgt af vindstille, så efter ca. 1 times ventetid blev 8. sejlads aflyst. 

Alle sejlede i havn i den lette vind. Nogen trukket af ribben. Sejlerne blev i klubhuset mødt af dampende varm kaffe, nylavede popkorn, chips og øl – det trængte vi til. 

Allan sørgede for en underholdende præmieuddeling med medaljer til de 3 første både, samt sponsorgaver til sejlere og officials. 

Førstepladsen og dermed DM-titlen gik til BIBS efterfulgt af Klintekongen på andenpladsen og Etteren på tredjepladsen. 

Stort tillykke til jer!

DER LIGGER VIDEOER OG BILLEDER PÅ NEDENSTÅENDE LINK:

https://www.icloud.com/sharedalbum/da-dk/#B2U5yeZFhSTTZq

Sæt allerede nu kryds i kalenderen for SGS vil igen i 2027 være vært for IF-DM, 21.og 22. august.

Sejlerhilsen fra Michael