En begravelse er en trist begivenhed, men som viceoldermand for Tirsdagsbevægelsen i Sejlklubben Greve Strand kan jeg alligevel ikke lade være med at smile, når jeg tænker på Kay Dideriksen.

Og det er fordi vi har kendt ham i mange år.

I andre, som også har kendt ham, ved hvad jeg mener: Altid i humør, optimist, men dog opmærksom på sin alder, skarp, men gemytlig, – og I kan selv lægge meget mere til.

Tirsdagsbevægelsen havde i mange år Kay som viceoldermand med Damm-Ottesen som oldermand. Efter Damm’s død blev Kay selvfølgelig oldermand.

De var dengang begge over 90, Kay vist 4 måneder ældre end Damm, hvilket foranledigede, at han omtalte Damm som ”det unge menneske”.

Deres samarbejde var os en herlig kilde til morskab, men de respekterede sandelig i høj grad hinanden, selvom Kay aldrig undlod at bemærke, at Damm trods alt ikke var smed.

Begge d’herrer var af stort gevind, og når vi idag med et smil mindes Kay, er vi ikke i tvivl om, hvad Johannes V. Jensen mente med det udtryk. Og han kendte endda ikke Kay.

Jeg ved ikke, om det er passende, men det er ligemeget, Kay ville have glædet sig, hvis han vidste, at vi nu udbringer hans skål.

Jørgen Krogdahl