Så er det blevet vintersæson, men i stedet for at ærgre sig over, at båden står på land og der stadig er laaaang tid til foråret, ja, så er det en god ide, at få en hyggelig aften i vores klub.
Det var der rigtig mange, der benyttede sig af, da den første klubaften løb af stablen, torsdag d. 17. november. Emnet denne aften var:
Instrumenter i sejlbåde
– og til at guide os igennem et sandt hav af instrumenter, havde vi entreret med Søren Vesth og Christian Peetz fra GARMIN.
De to herrer gennemgik velvilligt de forskellige instrumenttyper, hvordan de anvendes, samt hvordan de let sammenkobles i et nyt og enkelt net.
Efter gennemgangen var der rigelig mulighed for selv at trykke på de opstillede instrumenter, som alle var funktionelle, så både AIS modtager og kortplottere kunne opleves live.
Det var bestemt ikke kedeligt, og Søren og Christian serverede det på en let forståelig og meget charmerende måde.
At dømme efter de mange spørgsmål, som blev stillet, var det et emne, som havde en bred interesse.
Og så var der ganske gratis med kaffe og småkager.
Så bliver det ikke meget bedre.
Hilsen Ove