Indkaldelse til forårets ordinære generalforsamling skulle efter vores oplysninger nu være kommet frem til medlemmerne. Af denne skulle det – også jf. rimeligt pålidelige efterretninger – fremgå at dagsordenen bliver i følge vedtægterne og det antydes endvidere at der ikke fra start er lagt op til dramatiske kampvalg eller ditto ændringer af hverken vedtægter eller forordninger. Men derfor kan man jo godt glæde sig til at dukke op i Klubhuset og se om nogen mon skulle have anlagt skæg, lagt sig ud eller måske bare lagt sig i lag. Og under alle omstændigheder få taget fat på noget af det det hele handler om.
Det er som fornylig annonceret den 22. marts kl. 19:00.
For dem som måtte komme til at forlægge den udsendte indkaldelse findes den i en pdf fil lige her (tryk). Indkaldelsen er som formentlig bekendt ledsaget af Formandens beretning for det forgangne år, nogenlunde øjeblikkelige status, og planerne for den nærmeste fremtid. For budget og regnskab henvises til det løse ark i det fremsendte materiale, som vist nok af den lasede Prikken-redaktion er sat med så små typer, at kritiske spørgsmål til det præcise indhold med stor sandsynlighed er helt udelukket.