Det er næppe forbigået vores læseres opmærksomhed, at det blæste lidt op mandag eftermiddag. Mange har sikkert klogeligt fulgt myndighedernes opfordring til at blive indenfor, men så meget desto større er vores glæde ved at kunne dele billederne nedenfor, knipset af afgående Bøjeformand, småkagebager, skibsreder, hjælpsom ven og flittig freelance fotograf.
Inden vi bringer billederne, skal vi nævne at anledningen til at Niels indfandt sig på havnen netop som Stormens rasen var på sit højeste, ikke skyldtes dumdristighed, hvad vi måske ellers kunne blive mistænkt for implicit at antyde, men at der i Sejlklubbens lokaler blev afholdt ikke mindre end ekstraordinær generalforsamling i Havneforeningen.