Køge Bugt i aftenstemning

SGS Sejlerskole Natsejlads 2022

Torsdag aften den 1./9. gennemførte Sejlerskolen den årlige sejlads i mørke. Den foregik i Moseanden og Mosegåsen samt Mette Vuns, som Jørgen velvilligt bidrog med. Vi har gennem årene sejlet turen til Hundige Havn t/r i vidt forskellige vejrtyper. Fra frisk vind, høj sø og overskyet bælgmørke til torsdagens charmerende stjernehimmel med nedgående orange månestribe på turen ud og synlig mælkevej på hjemturen.

Formålet med det hele er jo i praksis at opleve, hvordan man orienterer sig i mørke ved hjælp søkort, fyr, vinkelfyr, kompasafmærkninger, sideafmærkninger, molefyr, båker, andre fartøjer og stjerner. Og vi havde rig lejlighed til at opleve, hvordan det er at skelne disse lys fra de mange andre lyskilder på land.

Et vigtigt element er planlægning af sejladsen med way-points i kortplotteren og derefter at følge den indlagte rute, enten direkte eller på kryds.

Havnemanøvrerne i Hundige Havn foregik for motor, og den lette vind gjorde det også nødvendigt med motor på hjemturen, så vi kunne nå i havn igen til den planlagte tid.

Som det sociale islæt sejlede vi også i år med blandede besætninger, som blev byttet rundt i Hundige Havn. Vi var i Mosede Havn igen 23.30 efter herlig aften på vandet.

Skoleudvalget
Preben Schmidt og Poul Ottosen