STANDERHEJSNING 2025

Så pryder SGS standeren igen toppen af standermasten og indikerer, at en ny sejlsæson er i gang. Efter formandes tale, som ses nedenfor, sejlede 5 både årets første sejlads i strålende solskin og perfekt vind fra SØ. Efter sejladsen var der frokost i klubhuset, hvor snakken gik om den kommende sæson. I dagens anledning, havde Fjøs bagt dejlig drømmekage, som vi nød til kaffen. 

Formandens tale:

Kære sejlervenner.

Velkommen til standerhejsning 2025. Vi kan igen i år afholde dagen med blå himmel, sol og en masse dannebrogsflag. En god dag til i forening at sige farvel til vinterdvalen. Standerhejsningen er en tradition – og er det øjeblik, hvor vi alle kigger op, for at se SGS flaget folde sig ud i vinden mens vi tænker: “Så er det nu! Nu begynder den” Nu begynder endnu en sæson med højt humør, vind i håret hvis man har noget tilbage.

En del er allerede i vandet og har været på prøvesejlads, men der er også en del der stadig uden hast glæder sig til at komme i gang med forårsklargøringen – forventningens glæde skal ikke foragtes, men snart er alle nok færdige, så forventninger om mange gode ture på vandet i den ny sæson kan blive indfriet. 

Det er dejligt, at se jer ildsjæle i dag. Vi starter med en velkomstdrink. Sejladsudvalgene inviterer derefter til en lille sejlads inden vi i fællesskab vil indtage medbragt forplejning i og rundt klubhuset. De der ikke er helt klar med båden endnu, kan bruge de næste par timer inden frokost, til at lede efter deres bom, som de ikke husker, hvor blev lagt i efteråret. Orden i masteskuret er i øjeblikket en bydel i Solrød, men fortvivl ej – ordensdisciplinen vil med stok bliver genindført i løbet af indeværende sæson. 

Derudover er der for sæsonen planlagt stævner, ture, fællesspisninger og ikke mindst masser af muligheder for at komme på vandet – uanset om man er kapsejler, tursejler eller helt ny i sporten. Lad os tage godt imod nye medlemmer og sørge for, at alle føler sig velkomne her i klubben. Der er plads til alle og brug for flere, for at klubben kan forblive aktiv.

Jeg vil slutte med på klubbens vegne at takke bestyrelsen og de frivillige der i ungdomsafdelingen, klubudvalgene og tirsdagsbevægelsen holder kursen i SGS. Det er jer, der holder liv i foreningen og gør SGS til en god sejlklub.

Så lad os hejse standeren med et smil og en sang – og håbe på en sæson med godt vejr, god vind og rigelig vand under kølen.

Inviter til hejs.

Salut

SGS længe leve – tre x Hurra og suset fra Køge Bugt efterfulgt af SGS.

Rigtig god sejlsæson – og god vind derude!

Niels Kjeldsen, formand