Et juleeventyr

Tirsdagsbevægelsens Julefrokost på ”Aurora” 9. dec. 2010

Det gode skib ”Tycho Brahe” var blevet nedgraderet, idet serveringen i restauranten var blevet afskaffet, så vi havde måttet skifte transportmiddel.

Da nu det med transporten ikke var det afgørende for julefrokosten, sikrede vi os på forhånd, at Rød Aalborg indgik i Aurora’s appertinentier, og således fortrøstningsfulde entrede vi skibet med de fribilletter, som på forunderlig vis hvert år tilgår Anton Vognsen fra Julemanden. Bufet’ten var anderledes, men absolut tilfredsstillende, selvom fiskefileterne manglede, og for at vise, at vore medlemmer er forandringsparate, tilpasningsvante, flexible og storsindede verdensmænd, traf vi den bemærkelsesværdige og svære beslutning at lade Rød Aalborg udgå til fordel for ”O.B.Andersson”. Udelukkende for at støtte broderfolket selvfølgelig. Man må sige, at resultatet var uændret, – vi var vist 3 gange i Helsingør og 5 gange i Helsingborg,eller hvor vi nu befandt os. Det viste sig, at kaptajnen uden vor medvirken fandt frem. Fordelingen af betalingen var en katastrofe, der blev bare sendt sedler op ad bordene, og efter at alle havde forladt restauranten, stod nærværende referent med nogle sedler og en krævende servitrice. Da det ikke stemte, måtte førnævnte referent tage opvasken på 2 extra ture.

Jørgen Krogdahl, referent.