Vores klubbåde er klar

En ny sæson er netop skudt i gang og vores klubbåde er klar. Den nye Moseand er blevet gjort klar til Sejlerskolen. Motorbeslag, redningsstige og rulleforstag er flyttet over fra den gamle And og masten har fået en toplanterne. På Etteren har besætningen også været flittige. Vinduerne er blevet tætnet og i kahytten, er beklædningen fjernet og båden er renset indvendigt med Rodalon for at undgå skimmelsvamp. Riggen er også opgraderet, idet den gamle Ands komplette mast og rig er flyttet over på Etteren. Derudover har alle 3 klubbåde fået den sædvanlige forårsklargøring.

BIBS, som er Ungdoms nye kølbåd, har ligeledes fået en grundig forårspolering, bundbehandling og rigning i Hvidovre Havn. Mandag eftermiddag ankom BIBS til Mosede Havn og allerede samme aften blev den taget i brug af glade sejlere fra Ungdom.

De 2 skolebåde har fået fornyet deres “navn” og “sejlerskole”. Derudover er de blevet forsynet med en SGS stander på ruffet. Det er som sædvanligt Lasse, der kvit og frit har stået for det!

Så nu spiller bådene bare og de er klar til at give deres brugere mange herlige timer på vandet.

Der skal lyde en stor tak til alle jer, der har taget del i arbejdet.

SGS bygger på medlemmernes frivillige engagement!

På vegne af bestyrelsen

Michael