Der var rigeligt med lys ude på banen, så det var ikke et problem at fotografere med tilstrækkelig høj lukkerhastighed. Snarere var udfordringen at få andet end lysende himmel og genskær fra vandet med på billederne, men nogle blev det til. Vi har udvalgt dem vi lige syntes var bedst egnet til publicering. Klik på billedet og spring til galleriet.
Kategoriarkiv: IF-DM
Danmarksmester

Efter tætte sejladser på finaledagen blev 2010 Danmarksmestrene fundet:
- Arvid Andersen, Hvidovre
- Charlotte Jessen, Hvidovre
- Bent Aabin, Hvidovre
Detaljer her.
Vi vender tilbage med tekst og billeder.
SLAM!

Tre sejladser kom i hus på andendagen. Vinden var gået i SØ og skabte lidt mere bulede forhold for sejlerne (og mærkebåden), og bare en lille smule erfaring med hvad Køge Bugt kan byde på under den slags betingelser har næppe gjort skade derude.
Udover at være præmiesponser til IF-DM 2010 så er SLAM også – med lidt god vilje – lyden af glasfiber der med 3 – 5 knob stødes mod glasfiber. Hvis man troede, at IF-sejlere sejler ligeså forsigtigt som bådenes fartpotentiale og udseende måske kunne antyde, så kan man godt tro om. Ihvertfald at dømme på de skrammer der kunne fremvises efter bådene var kommet i land. En del af bataljerne på startlinien i dagens første sejlads (4. sejlads i stævnet) førte til langstrankte høringer, mens mindst een sag blev ordnet på broen, vist nok fordi det ingen betydning havde for hverken forsikringsforhold eller resultater. Selvfølgelig foregik det hele i mindelighed, for knubs af den slags kan ikke helt undgås når der sejles tæt.


Og netop tæt kan man vist godt kalde stillingen i spidsen af feltet. Der er lagt op til en overordentlig spændende tredjedag med to ‘finale’-sejladser inden det går løs igen i klubhuset ca. halv syv med festmiddag, præmieoverrækkelse og almindelig (måske også ualmindelig) festivitas.
Til sidst – men slet ikke mindst – skal vi lige se den primære årsag til, at de deltagere vi snakker med på havnen er så tilfredse: Morgendamerne, som udover at servere morgenmad og frokostmateriale også viste sig at være grill-aften-hold og til overflød kunne byde sejlerne på sandwich efter fredagens sejladser.

Man bli’r helt forelsket …
I gult

Tre sejladser blev – præcist som planlagt – gennemført på førstedagen under IF DM 2010. Med vind fra vestlige retninger var der fladt vand og solen sørgede for en fornuftig arbejdstemperatur hos sejlerne. Efter dagens sejladser kunne Admiralindens besætning – Preben, Claus og John – iføre sig den særlige gule udgave af IF-DM T-shirten. Det blev selvfølgelig fejret. Tjek resultaterne fra dagens sejladser.
IF-DM.nu

Tune-up sejladserne blev afviklet i god og stabil vind, og bortset fra at stævnelederen (!!) overhørte nogle VHF-kald fra dommerbåden, så forlyder det at alt gik godt. Baneleder Flemming Palne udtrykte tilfredshed med indsats og præcision ombord på mærkebådene, og han påstår endvidere at han har glædet sig til at være sammen med IF-sejlerne igen. Sejlerne har – næsten – lovet, at de udadtil vil virke som hyggelige og omgængelige mennesker.
Resultaterne fra de tre sejladser – som ikke tæller med i DM, men blev sejlet for at finde form og fart hos både sejlere og officials – kan ses på IF DM resultatsiden, som vi vil forsøge at opdatere løbende under stævnet.
Find Farten

Aktiviteterne på vandet i forbindelse med IF-DM 2010 starter allerede onsdag, hvor der er arrangeret tune-up sejlads med første start kl. 19:00. Vi håber på at kunne afvikle to starter på en op-ned bane. Een gang op – een gang ned (ingen gate). Det holder feltet samlet, så der kan måles fart med konkurrenterne, sejlerne får trænet den vigtige start, og – ikke mindst væsentligt – så giver det mulighed for, at besætningen på dommerbåd og mærkebåde kan øve rutinerne omkring udlægning af mærker og afvikling af starter og måltagning. Der er al mulig grund til lige at teste det hele af, inden de første DM-sejladser torsdag.
Bureauet åbner for registrering kl. 16:00 og har åbent hele aftenen og igen torsdag morgen.
Klarsignal
Mens sportsverdenens øjne synes at være rettet mod Sydafrika og en forstad til London, så er vi ved at kunne melde klar til det vi godt tør kalde det sportslige højdepunkt i Sejlklubbens 2010 kalender. Atten både er tilmeldt IF-DM og det forlyder, at de første ankommer til Mosede Havn i weekenden. Tag godt imod dem.
Flere præmiesponsorer er kommet til. Det er den meget lokale og ligeså trofaste støtte af aktiviteterne i Sejlklubben John Mast. Og det er det unge sejlloft Neil Pryde, som allerede har gjort sig positivt bemærket i IF-klassen. Og så er de forskellige hold omkring forplejningen i fuld gang med forberedelserne af tre gange morgenmad og frokost, grillaften og ikke mindst festmiddag. Dommerbåd og følgebåde meldes klar, og mandag aften mødes de hold der skal afvikle sejladserne; baneleder, bådførere, flagmænd, hjælpere for at blive sikre på alt det praktiske.
Første klarsignal skydes onsdag aften, når der sejles ‘tune-up’.
Sikkerhed
De mest opmærksomme har nok opdaget, at der er dukket en sponsor (mere) op ude til højre her på hjemmesiden. Det er med stor glæde, at vi kan byde velkommen til den lokale distributør af så velrenomerede mærker som Harken, Wichard, Spinlock og mange andre gode sager, og at det sker netop nu er selvfølgelig ingen tilfældighed.
Den direkte anledning er naturligvis den, at Columbus Marine har tilbudt at levere flotte præmier til IF-DM. Vi er bange for at få balade med stævneledelsen hvis vi røber alt det vi ved om præmien, men prøv at klikke på Columbus-Marine kataloget og skriv så ‘zero’ i søgefeltet …
Tak til Columbus Marine.

