Endelig fredag

Endelig fredag! Det er en overskrift vi har tyvstjålet fra blur.se og ligesom hos vores svenske venner, så dækker overskriften også i dette tilfælde over indhold i den lette ende af skalaen. Vi tør ihvertfald godt love, at der ikke i det følgende vil være direkte referencer til hverken vedtægter, kontingenter, budgetter eller lovbefalet pligtarbejde.

Redaktionerne af henholdsvis Prikken og hjemmesiden har afholdt fællesmøde i maritime omgivelser, og det var en så stor succes, at de to redaktioner fremover vil prøve at lave flere fælles tiltag. Prikkenredaktionens medarbejdere var selvfølgelig lidt trykket af det faktum, at budgettet for Prikken i 2009 blev overskredet med i omegnen 200%, men hvad de måske havde tabt i den økonomiske modvind vandt de hurtigt ind på uimodståelig charme. Her på webredaktionen glæder vi os til et tættere samarbejde.

De to redaktioner havde mere til fælles end de lige havde regnet med ..

De to redaktioner havde mere til fælles end de lige havde regnet med ..

Der er sikkert mange der går og glæder sig til at komme på vandet, og vi har fra pålidelig kilde hørt, at banen – kapsejlads- og familiesejladsbanen – er blevet lagt ud på omtrent samme positioner som tidligere år.  Vi vil gerne viderebringe hele sejlklubbens store tak til de frivillige som lagde båd og armkræfter til. Vil du også gerne hjælpe med et eller andet, eller vil du bare være en del af et værdifuldt fællesskab for sejlere af alle slags skal du bare klikke her eller her.

Og så lige retur til det der endelig-fredag-tema. I har sikkert allesammen styr på, at der sker ting og sager på nogle af de mere eksotiske sejlsportsider vi peger på fra vores side med links. Men derfor kan vi jo godt gentage lidt af det.

Oh Shit

Som dette billede f.eks. fra Sailing Anarchy, som ikke ved præcist hvad der foregår på billedet, men mener at det må være kun et lille skridt fra virkelig store problemer …

Og som finale et eksempel på hvor sjovt man kan have det med kun en båd – ok, måske ikke en hvilken som helst båd – og lidt blæsevejr.


Fyn er fin

Det ved vi jo godt, at Fyn er. Hvad mange – men måske ikke alle – også ved, er at der igen i år er to såkaldte distancesejladser rundt om Fyn, og at de ligger med kun en uges mellemrum. Der er altså alt mulig grund til at gøre klar til aktiv ferie midt i Danmark når det går løs den 28. maj på Palby FynCup fra Bogense og ugen efter den 4. juni på Classic Fyn Rundt fra Kerteminde.

Foto: Peter Sundberg - FynCup 2009

Foto: Peter Sundberg - FynCup 2009

Med sådanne to halvlange sejladser lige i rap, så kan det være der er en SGS-båd eller flere, der får brug for hjælpende hænder, flytbar ballast, kokke, indpiskere, storsejlstrimmere, navigatører eller humørspredere, og hvorfor så ikke vifte med flaget her på vores egen hjemmeside og få sving i noget af den lokale talentmasse.

Hvis din båd mangler en gast, eller hvis du gerne vil med en SGS båd rundt om Fyn, så lad os høre fra dig. Skriv en kommentar til dette indlæg og oplys f.eks.

  • hvem du er,
  • hvilken båd(e) du sejler eller har sejlet,
  • hvor skrap du er (det skulle dække  både sure skippere og dygtige gaster)
  • hvad du søger, og
  • forventet niveau på forplejning
  • etc.

Der er selvfølgelig også mulighed for at søge båd/gast til transportsejladserne Mosede – Fyn og Fyn – Mosede. Sådanne ture er normalt lidt mere afdæmpede end selve kapsejladsen, og faktisk alletiders mulighed for at lære andre SGS’ere at kende, prøve natsejlads for første gang eller simpelthen bare få en dejlig sejltur. Det er jo det det hele handler om.

Retningslinier for medlemskab

Bestyrelsen har på et møde den 30. marts 2010 drøftet vedtægternes §3 jf. bestemmelsen at ‘bestyrelsen fastsætter generelle retningslinier for sådanne tilknyttede personers (støttemedlemmer, red.) rettigheder overfor sejlklubben’. Bestyrelsen blev enige om at:

Støttemedlemskabet er for personer, der ønsker at støtte aktiviteterne i sejlklubben uden at deltage aktivt i klublivet.

Aktiv deltagelse i klublivet omfatter f.eks.:

  • deltagelse som bådejer eller skipper ved en sejlads i sejlklubbens regí,
  • deltagelse i sociale arrangementer, eller
  • regelmæssig anvendelse af sejlklubbens faciliteter.

Bestyrelsen har endvidere bedt familiesejladsudvalget og kapsejladsudvalget føje til sejladsbestemmelserne, at ‘regelmæssig deltagelse som gast kræver medlemskab af SGS eller anden klub under Dansk Sejlunion’.

Spørgsmål vedrørende vedtægterne af formel karakter, kan rettes til bestyrelsen via hjemmesidens kontaktformular eller e-mail.

Sjælland Rundt 2010

Helsingør Amatør Sejlklub er igen i år vært for den legendariske distance sejlads Sjælland Rundt. Start fredag den 25. juni fra Helsingør. HAS afvikler ved samme lejlighed sejladserne Hesselø – Hallands Väderö Rundt og Hesselø Rundt Twohanded. Det er ikke nødvendigvis webredaktionens rolle at prioritere i alle de muligheder der byder sig, men vi tør alligevel godt foreslå at tage den lange tur hele vejen rundt;: 216 nautiske mil for de mindre både, 232 for de større.

Ikke fordi det er en særskilt køn tur. Der er mange, lange stræk hvor det bare går ligeud på åbent vand, og det er skræmmende nemt at ramme Bøgestrømmen om natten. Heller ikke fordi det er nemt at fornemme ‘ræset’. Med så få både tilmeldt, som det har været tilfældet de senere år, bliver der nemt langt mellem konkurrenterne. Nej, man skal deltage af følgende grunde:

  • Sjælland Rundt er en klasikker. Du møder næppe en sejler med respekt for sig selv, som ikke har sejlet den. (Ofte vil vedkommende påstå, a) at hele besætningen havde tømmermænd efter festen torsdag aften i Helsingør, b) at der var kuling hele vejen rundt, og c) at Spækhuggeren surfede over Fakse Bugt med 22 knob!! Faktum er at a) formentlig er korrekt mens b) og c) er helt ved siden af, men at hukommelsen sikkert er påvirket af bemeldte tømmermænd).
  • Sjælland Rundt er en lang tur. Klarer du og din besætning turen, så er I klar til langfart. Så er der pludselig ikke så langt til Bornholm eller Oslo. Det giver selvtillid. Det er alletiders øvelse i distance sejlads.
  • Du har båden til det. Dengang Sjælland Rundt kunne tiltrække rekord store felter var det Spækhuggere, IF’ere, Ballader, X-79’ere Banholme’re og andre små turbåde, der trak de store felter. Så din båd kan også, og du bliver gladere for den, når du har gennemført!

For dem der ikke har sejlet turen før, så er der hjælp at hente. Sejlklubbens erfarne sejlere har sejlet Sjælland Rundt sammenlagt 17.117 gange (cirka, og naturligvis mest med tømmermænd, og i kuling) og vi tror, at det bare er at kippe med flaget, så har DU en besætning, gode råd, kort over smutvejen ved Peder’s Værft, og det grej du måske mangler for at være helt ship-shape.

Hvem skal afsted i år ?