Sjælland Rundt 2010

Helsingør Amatør Sejlklub er igen i år vært for den legendariske distance sejlads Sjælland Rundt. Start fredag den 25. juni fra Helsingør. HAS afvikler ved samme lejlighed sejladserne Hesselø – Hallands Väderö Rundt og Hesselø Rundt Twohanded. Det er ikke nødvendigvis webredaktionens rolle at prioritere i alle de muligheder der byder sig, men vi tør alligevel godt foreslå at tage den lange tur hele vejen rundt;: 216 nautiske mil for de mindre både, 232 for de større.

Ikke fordi det er en særskilt køn tur. Der er mange, lange stræk hvor det bare går ligeud på åbent vand, og det er skræmmende nemt at ramme Bøgestrømmen om natten. Heller ikke fordi det er nemt at fornemme ‘ræset’. Med så få både tilmeldt, som det har været tilfældet de senere år, bliver der nemt langt mellem konkurrenterne. Nej, man skal deltage af følgende grunde:

  • Sjælland Rundt er en klasikker. Du møder næppe en sejler med respekt for sig selv, som ikke har sejlet den. (Ofte vil vedkommende påstå, a) at hele besætningen havde tømmermænd efter festen torsdag aften i Helsingør, b) at der var kuling hele vejen rundt, og c) at Spækhuggeren surfede over Fakse Bugt med 22 knob!! Faktum er at a) formentlig er korrekt mens b) og c) er helt ved siden af, men at hukommelsen sikkert er påvirket af bemeldte tømmermænd).
  • Sjælland Rundt er en lang tur. Klarer du og din besætning turen, så er I klar til langfart. Så er der pludselig ikke så langt til Bornholm eller Oslo. Det giver selvtillid. Det er alletiders øvelse i distance sejlads.
  • Du har båden til det. Dengang Sjælland Rundt kunne tiltrække rekord store felter var det Spækhuggere, IF’ere, Ballader, X-79’ere Banholme’re og andre små turbåde, der trak de store felter. Så din båd kan også, og du bliver gladere for den, når du har gennemført!

For dem der ikke har sejlet turen før, så er der hjælp at hente. Sejlklubbens erfarne sejlere har sejlet Sjælland Rundt sammenlagt 17.117 gange (cirka, og naturligvis mest med tømmermænd, og i kuling) og vi tror, at det bare er at kippe med flaget, så har DU en besætning, gode råd, kort over smutvejen ved Peder’s Værft, og det grej du måske mangler for at være helt ship-shape.

Hvem skal afsted i år ?

    Sejlsport.dk

    Internetadressen dækker over Dansk Sejlunions hjemmeside, hvor man fra fredag har kunne finde alt det materiale der er sendt til klubberne i forbindelse med indkaldelsen til den årlige generalforsamling. Generalforsamlingen er den 20. marts.
    Generalforsamlingen foregår på Hotel Nyborg Strand

    Generalforsamlingen foregår på Hotel Nyborg Strand

    Materialet til generalforsamlingen er omfatende, og vi vil ikke opremse alle dagsordenens punkter her, men blot fremhæve nogle af de emner fra indkaldelsen med bilag vi finder mest interessant, OG SOM måske kunne føre lidt DEBAT med sig: Læs resten →

    Hyggesnak

    Hvad kun meget få sejlsportsjournalister har været opmærksomme på, så var det faktisk tøjet og hverken det ekstra skrog eller vingen, der gjorde forskellen for BMW Oracle Racing ...

    Hvad kun meget få sejlsportsjournalister har været opmærksomme på, så var det faktisk tøjet og hverken det ekstra skrog eller vingen, der gjorde forskellen for BMW Oracle Racing ...

    Med sådan en overskrift, synes vi ikke vi lover for meget. Men af to grunde sætter vi fingrene til tastaturet:

    • Vi kunne umuligt have opfordringen til at følge AC live den 14. februar stående øverst på forsiden, når nu det hele allerede er slut. Så vidt vi er orienteret, er der ikke engang en frisk retssag på vej.
    • Vi ville slå et slag for hyggesnakken her på siden.

    Vi VED POSITIVT at der rundt i Sejlklubben snakkes ikke så lidt, om både stort og småt, og sådan skal det være. Vi vil gerne minde om, at hvis snakken kunne tænkes at være interessant for andre i Sejlklubben, så er der muligheden for at dele information, tanker, ideer, rasserier mv. her! Opmærksomheden henledes på ndlæggene Ny formand? og Venner, som begge – måske – kunne være spændende at hyggesnakke om.

    Og så er der jo guiden SOS om hvorda man hyggesnakker her på siden. Ha’ det sjovt.

    AC

    Her på redaktionen er vi meget forsigtige med hvad vi skriver om kapsejladser ude omkring i verdenen. Særligt når det hverken direkte eller indirekte har noget med Sejlklubben at gøre. Men vi vil gøre en undtagelse. Americas Cup anno 2010 – den 33. af slagsen – er der allerede skrevet mangt og meget om, ikke mindst juridiske dokumenter af enhver form. Udvekslingen af sådanne dokumenter mellem de to hold, og de mislykkede forsøg på at blive enige om en sejladsform, der kunne passe til de ekstremt store flerskrogsbåde, der sejles i, har ført til at der sejles efter den oprindelige Deed of Gift. Således kunne man fredag eftermiddag underholde sig selv med at overvære et 20 sm og timelangt opkryds og en ligeså lidt spændende lænser retur til målstregen.

    "America" som i 1851 gav navn til cuppen

    Der er blevet sejlet om cuppen siden 1851

    Det lyder ikke specielt spændende, og det var det egentlig heller ikke. Når vi alligevel vover at anbefale vores læsere at følge med i anden, og måske sidste, sejlads som afvikles på en 39sm lang trekantbane søndag eftermiddag (forudsat vinden holder sig i området 3-8 m/s, som åbenbart er grænsen for hvad både og sejlere kan tåle), ja, så er det fordi de både i sig selv er noget helt ud over det sædvanlige. Og til overflod har AC organisationen gjort det muligt at følge sejladserne live på internettet, hvor man fra helikoptorer og både kommer helt tæt på. Tjek det ud på www.americascup.com.

    Ny formand … ?

    HANS N-1

    Den er god nok. Der skal i år vælges en ny formand. Ikke i SGS, selvfølgelig/gudskelov/desværre (vælg selv) hvor vores nuværende efter vedtægterne sidder for bordenden indtil 2011 – og hvem ved; hvis ikke vi finder på noget bedre så måske endu længere. Nej, det er vores allesammens Dansk Sejlunion der skal have ny formand.

    Der er lige nu – en weekend før deadline for opstilling – to kandidater. Den ene er DS bestyrelsens egen kandidat Hans Vengberg, den anden er Dragør sejleren Hans Natorp. Alt det ved den trofaste besøger på sejlsport.dk naturligvis allerede, men vi synes nu alligevel at vi ville bringe emnet på bane. For det første, så er vi kommet i besiddelse af en lille præsentation af Hans Natorp selv, som vi har lagt på nettet lige her. For det andet så synes vi det kunne være sjovt hvis vi i klubregí kunne diskutere følgende spørgsmål:

    • Skal vi sende delegerede til generalforsamlingen i Dansk Sejlunion den 20. marts?
    • Skal vi stemme på Hans eller Hans ?

    Husk at der er hjælp at hente til kommentar-funktionen under SOS.

    Venner

    Noget af det allerbedste ved at have gode venner, er at man altid har et sted at vende sig hen, hvis man skal bruge hjælp eller gode råd – især hvis det virkelig kniber. Nu er der jo selvfølgelig ikke noget der ’virkelig kniber’ i vores lille sejlklub, men hvis jeg skal være helt ærlig – og det siger mange man skal være – så kniber det måske rundt omkring i krogene.

    psk-1

    Jeg er igen i år blevet fortalt, at det for nogle medlemmer måske kniber med at finde ud af hvad forskellen er på aktivt og passivt medlemskab af Sejlklubben. Jeg har før forsøgt – øjensynligt uden videre succes – at redegøre for det jeg mente, og mener, er en naturlig skelnen. Altså, at aktive medlemmer er medlemmer der jævnligt kommer i sejlklubben og på havnen, og som nyder godt af fællesskabet, aktiviteter, faciliteter osv. Passive medlemmer er medlemmer der kun sjældent kommer på havnen og i sejlklubben, men som gerne vil etablere eller opretholde en eller anden form for kontakt til sejlklubben.

    Jeg er vidende om at en lille gruppe medlemmer på generalforsamlingen vil fremsætte forslag til ændringer af vores love, der måske kan komme problemerne med den ikke helt konsistente fortolkning af begreberne ’aktiv’ og ’passiv’ til livs. Forslaget udsendes sammen med indkaldelsen til generalforsamlingen. Hvis ændringerne kan løse problemerne, så er der ingen grund til andet end at hilse dem velkommen.

    Først og fremmest glædes jeg imidlertid over lysten til at diskutere problemerne og deres løsning der på det seneste har vist sig. Jeg synes ikke det er en nem nød at knække, og jeg mener at grundige overvejelser og gerne livlige diskussioner bør gå forud for ændringerne.

    Hvad synes I ? Skal vi ikke starter diskussionen lige her, lige med det samme. Så kan alle orientere sig om argumenterne, om hvad andre mener og måske oven i købet føler. Det tror jeg kunne være givtigt.

    Vores venner i Præstø Sejlklub har – kan man vist godt sige – deres at se til. Men det er ikke det jeg vil underholde med. Nej, i Præstø er de kommet langt med en vision for sejlklubben, og lysten til at debattere hvordan vi gør tingene hos os selv, kunne måske foranledige et besøg på PSK’s hjemmeside, og se hvilke overvejelser – i mange retninger – de gør sig dernede dernede i de smukke omgivelser, som giver enhver gammel tursejler udlængsel og lyst til lidt varmere temperaturer.

    Send en email eller ring hvis teknikken driller, når du skal skrive din kommentar.