Januar i SGS: En energisk start på det nye år

Efter en velfortjent julepause er aktiviteterne i Sejlklubben SGS igen i fuld gang. Januar har budt på både gamle traditioner og nye oplevelser, hvor fællesskab og godt humør har været i fokus.

Fitness med Ungdom – Den hårde kerne klør på
Selvom det er vinter, er SGS Ungdom ikke gået i dvale. Sammen med naboklubben SKB har de dedikerede unge taget hul på året med fitness. Den hårde kerne klør på for at holde formen ved lige, så de er klar til kommende sejladser, når sæsonen igen kalder på vandet.

På glatis med Køge Bugt Kredsens Ungdomssejlerer 
SGS Ungdom har også været en tur i skøjtehallen, hvor de fik selskab af andre unge fra sejlklubberne omkring Køge Bugt. Det blev til en fantastisk dag på det frosne vand, fyldt med grin, balanceudfordringer og en god portion vinterhygge. Fedt gensyn med alle vennerne fra Stegelejr. 

Tirsdagsklubben – Tradition og samvær
For klubbens ældre herrer er Tirsdagsklubben igen godt i gang. Der er blevet hygget om frokostbordene, hvor gode historier og maritim snak har præget stemningen. Det er her, erfaringer deles, og vinteren bliver lidt kortere.

Nytårskur – Kun for kvinder
Årets nytårskur, en ny tradition for SGS’ kvinder, blev afholdt med manér. Det blev en festlig aften, hvor der blev skålet på året, der kommer, og grinet højt over minderne fra det gamle. En skøn måde at fejre fællesskabet og starte året sammen.

Januar har vist, at SGS er en sejlklub, der holder gang i aktiviteterne – både på og uden for vandet. Vi glæder os til at se, hvad resten af året bringer for vores fantastiske medlemmer!

Sejlerhilsen Pernille Ravn

Frank får årets ankerkæde

Ankerkæden er i 2025 tildelt Frank Lauge Hansen for godt kammeratskab og samarbejde.

Han er helt uundværlig og meget værdsat ved tirsdagsbevægelsens møder og især meget efterspurgt kl. 12.00 med hensyn til byttepenge ( 5 kroner ).

 Sørger for indkøb af øl og kaffe, så der altid er forsyninger i “skuret”.

Fylder automaten med flaskeøl efter behov.

Har på det seneste også repareret/renset automatens møntindkast, så automaten igen fungerer optimalt.

Transporterer “ældre” medlemmer til og fra klubhuset.

Er ejer af en sejlbåd.

Tillykke med udnævnelsen

Mvh Arne Strange

 

Rapport fra ungdom

Sæsonen 2024 var endnu en begivenhedsrig sæson for SGS Ungdom.

Der blev på vanlig vis eksekveret på et ambitiøst program med både Spas & Sejlads, Sejlerlejr i Stege, Kredsmesterskaber i Køge Bugt, deltagelse i Harboe Cup i Skelskør, Opticamp i Brøndby mm.

Der blev afviklet ugentlige træningspas både mandag (alm. Jollehold) & torsdag (Racehold), samt stillet op i forsæsonen med et ungdomshold på en IF’er til onsdagskapsejlads. De eneste planlagte arrangementer vi ikke fik afviklet var kølbådsturen til Bøgeskov havn som var blevet ødelagt af stormvejret, samt vores Feva camp i Juni som desværre havde for få tilmeldinger.

På resultatsiden lykkedes det Minna og Smilla at nappe en guldmedalje til kredsmesterkabet i Feva’en. Kaya Wibroe leverede tillige en fin sølvmedalje i en Terajolle udlånt af SKB. Teraen er en jolletype, som vi ikke selv råder over i SGS, så det var lidt ekstra sjovt at kunne sejle fra de mange deltagende Terasejlere.

De store drenge, Oskar, Bertram m.fl. som sejler ILCA, har også rykket sig flot i diverse stævner i løbet af sæsonen.

Ungdom stillede igen i år, op til onsdagskapsejlads med et mandskab til udlægning af mærker og afvikling af starter.

På anskaffelsfronten fik ungdom atter skrabet lidt fondsmidler ind til diverse nyanskaffelser.

30.000 kr. fra Greve Idrætpulje

10.000 kr. fra Spar Nord

30.000 kr. fra Dansk Idrætsforening

9.480 kr. fra Trygfonden

30.000 kr. fra Hempelfonde

Ungdom købte således både vores ”nye” IF’er Bibs, en ekstra Fevajolle, Vandsportshjelme til sejlerne, samt nye fine nye røde pontoner til ”Den Røde Baron” – vores røde følgebåd. Endelig blev der brugt midler til afvikling af diverse camps og stævner.

På medlemssiden har vi desværre været en kende udfordret i 2024. Vi er gået fra at have over 20 aktive sejlere i sidste sæson til nu blot 13 ungdomssejlere, hvoraf enkelte blot deltager som hjælpetrænere eller mærkeudlæggere i følgebådene.

Frafaldet har været højst blandt de yngste sejlere, hvor en enkelt sejlers frafald ofte har resulteret i 1-2 yderligere venners frafald, og typisk har det være badminton, fodbold eller lignende, der trak dem i anden retning.

Blandt de ældre sejlere har det været efterskole ophold eller fritidsarbejde der har gjort deltagelsen vanskelig, men de er dog alle blevet troligt hængende og kommer stadig i klubhuset hvilket er en smule unikt, da det typisk er de ældste, der falder først fra.

Frafaldet betyder dog, at fokus for sæsonen 2025 bliver rekruttering af nye sejlere, så vi kan få optimisterne på vandet igen og sat gang i en ny fødekæde nedenfra. Vores ungdomstrænere er klar til at tage imod og de første helt unge sejlere har allerede meldt sig interesserede 

På trænersiden måtte vi desværre sige farvel til Magnus Reitzel som gennem årene har været en god hjælp og støtte for ungdom, men den resterende kerne af voksentrænere har troligt mødt op og flere af vores ungdomsejlere er nu uddannede instruktører som kan håndtere et hold nye begyndere, så vi er p.t. dækket ind på trænerfronten.

Her ved udgangen af skolernes efterårsferie er vi overgået til vores vinterprogram som byder på vinterjollesejlads i weekenden, Fitnesstræning på Mosedeskolen om torsdagen samt teori og hygge om mandagen. Da de tilbageværende sejlere efterhånden har set vores begynderteorimateriale nogle gange er vi startet på reel dueligshedsteori for de fremmødte. Undervisningen er baseret på materiale fra Nautic Marine samt Dansk Sejlunion, og med lidt god vilje vil de fleste kunne tage den officielle prøve efter vintersæsonens afslutning.

Vi ser frem til en ny sæson med voksende medlemstal og nye spændende aktiviteter.

På vegne af Ungdom

Kim Ravn.

BUDGETMØDE

REFERAT

BUDGETMØDE 1-25 I SGS

  1. NOVEMBER 2024 KL. 18.30 I KLUBHUSET

Til stede: Karina Kosiara-Pedersen, Britta Pedersen, Niels Kjeldsen, Michael Christensen, John Jensen, Kim Ravn, Peer Jørgensen, Niels Fjøs, Poul Ottosen

Til stede på en del af mødet: Niels Flandrup, Allan Jensen,

  1. VALG AF DIRIGENT
    Karina valgt.
  2. VALG AF SEKRETÆR
    Poul valgt.
  3. SGS’ REGNSKAB TIL D.D. SAMMENLIGNET MED BUDGET 2024
    Britta fremlagde foreløbigt regnskab og budget. Det ser ud til, at regnskabet for 2024 udviser et lille underskud.
    Medlemstallet er 213 mod 219 i 2023.
  4. RAPPORT FRA UDVALG
    Hvordan er indeværende år gået, og hvad har udvalgene af planer for næste år samt regnskab 2024 til d.d./budget 2025

UNGDOM, KIM
Kim berettede om sæsonens aktiviteter og idéer og planer for udvikling af disse i næste sæson og videre fremad. Der er behov for flere ressourcer (timer) frem ad banen, hvis disse idéer skal kunne realiseres.

Regnskabsteknisk indgår Bibs i budgettet for Ungdom.

SKOLEUDVALG, POUL
Poul gennemgik det foreløbige regnskab og budgetforslaget. Sejlerskolen har sejlet med i alt fem hold: Moseanden (3) og Mosegåsen (2). Regnskabet lander inden for budget. Budgetforslag 2025 justeres, så afsat beløb til reparation af sejl reduceres til 1.000 kr.

Sæsonen er stort set forløbet efter aktivitetsplanen. Vi forsøger at rekruttere yderligere instruktører, og hvis det lykkes, fortsætter vi med fem hold i 2025. Interessen for at komme på venteliste er dog aftaget i 2023/24, og der vil på sigt være behov for at markedsføre Sejlerskolen.

Regnskabsteknisk indgår Etteren i skoleudvalgets budget.

TIRSDAGSSEJLERE, NIELS FJØS
Familiesejlads: I foråret var der mange, der deltog. I efteråret har der været vigende tilslutning, fordi vejret har været meget omskifteligt og blæsende.

Kvinder på vand/Women on water: Efter en velbesøgt start aftog aktiviteten i løbet af sæsonen. Mulige forklaringer på dette er dårligt vejr og frafald af skippere.
Karina og Pernille planlægger forskellige vinteraktiviteter som Nytårskur for kvinder og “båd-venlig” madlavning som et åbent arrangement.
Der er inspiration at hente i DS til udvikling af koncept Kvinder på Vand.

ONSDAGSEJLERE, MICHAEL
Forårssæson: 13 både (7 IF’er), 8 sejladser.
Efterårssæson: 9 både (5 IF´er), 9 sejladser.

Vi har sejlet på to baner – én for IF og en anden for DH-bådene. Oscar og Bertram fra Ungdom har udlagt baner. Det vides ikke, om de fortsætter i næste sæson.

Etteren har sejlet med Henrik som skipper. Moseanden har sejlet med Kim som skipper. Bibs har sejlet med Ungdom i foråret. Der er budgetteret med et lignende aktivitetsniveau i 2025.
Vi ser dog gerne, at alle fire klubbåde (IF’er) kommer ud at sejle onsdagssejlads og opfordrer til at skubbe eventuelle nye sejlere i den retning!

IF-gruppen mangler en tovholder, der kan fastholde interessen for at sejle IF’er i klubregi samt planlægge stævner (DM og Køge Bugt mesterskab).

KLUBHUSUDVALG, NIELS KJELDSEN
Det tidligere udvalg er fratrådt. Udvalget består indtil videre af Niels og Michael. Udlånet er faldet med 30%, og det blev drøftet, om den nye prisstruktur kunne være en årsag. Ingen konklusion på dette. Huset er blevet malet udvendigt. Der er indkøbt nye vinglas primært til udlejningsbrug.

Der udestår to større vedligeholdelsesopgaver.

Indvendig maling – søges løst via frivillig medlemsindsats. Alternativet vil være finansiering via egenkapitalen (vi har fået tilbud på kr. 30-50.000 fra tre eksterne malermestre)

Der er råd i nogle af pælene. Undersøgelse af omfang og pris for udbedring er sat i gang.

  1. EVENTUELT

Klubbåde:
Tovholder ønskes til IF-bådene! Henvendelse til Michael.

Etteren sejler fint, men er utæt ved vinduerne og derfor fugtig. Budgettet for tætning mm. videreføres fra 2024 til 2025. Fribordet trænger til maling – ikke budgetteret.

Bestyrelsen overvejer løbende, hvordan behovet for klubbåde bedst imødekommes, herunder udarbejdelse af fondsansøgninger. Kim understregede, at overholdelse af ansøgningsfrister er en betingelse for, at ansøgninger behandles.

Klubdragter:
Sejlerskolens instruktører er gennem en årrække blevet tilbudt et sæt SLAM-sejlertøj med påsyet SGS Instruktør-emblem. I Ungdom arbejder man med forskellige løsningsmuligheder, og Kim foreslår, at Sejlerskole og Ungdom koordinerer dette. Sejlerskolen/Poul tilslutter sig denne idé.

Flere aktive sejlere – hvordan:
Der blev drøftet forskellige idéer til bestyrelsens videre overvejelse:
Hvordan kunne man reducere tærsklen for at komme til at sejle med som gast enten tirsdag eller onsdag?
Hvordan kunne vi organisere udbud af gastepladser, så det bliver mere forpligtende for både skipper og gaster, f.eks. ved at der udbydes og betales for konkrete pladser?
Kunne man gøre tilmelding til aktiviteter og betaling mere tidssvarende/let f.eks. med DS-system “Om Bord” og mobilbetaling?
Det blev understreget, at man som gast (selvfølgelig) skal betale medlemskontingent.

Juleudsmykning:
Kim foreslog at spørge medlemmerne, om de har hvide, ubrugte LED-kæder liggende. Det kunne være en mulighed at hænge en lyskæde op langs facaden. Karina laver et opslag, som Britta kan sende ud.

Med venlig hilsen

Bestyrelsen

Husk, du kan “låne” klubhuset!

Vores klubhus er super velegnet, når du skal holde en fest. Vi har netop opgraderet glassene, med flotte rødvins- og champagneglas.

Det gamle musikanlæg har også fået nyt liv. Der monteret en bluetooth adapter, så man kan streame musik fra sin telefon.

Klubhuset skaber en fantastisk ramme om din fest, med bugtens flotteste udsigt, alle faciliteter i orden og så er det billigt!

Det kan reserveres hos Birgit Kjeldsen: birgitkjeldsen@outlook.com Skriv dit navn, mobilnummer og dato for din fest. ( tjek i kalenderen om det er ledigt )

på vegne af bestyrelsen/ Michael

Sejlerskolen 2024

I sejlerskolen har vi i år sejlet mandag, tirsdag og torsdag aften med 15 elever fordelt på 5 hold og 2 både. Det blev herudover til en lørdagstur i juni og til mørkesejlads en fredag aften i efteråret. Ved duelighedsprøverne i september bestod begge kandidater.  

Eleverne retur efter veloverstået duelighedsprøve. 

Foruden undervisningen i bådene, har der i skoleudvalget været travlhed med klargøring på land, søsætning i foråret og afrigning og optagning i efteråret, og i sejlsæsonen med at holde bådene sejlklare. 

Ved det afsluttende møde markerede vi, at vores Grand Old Instruktør, Alex Gudmandsen har valgt at indstille sejlundervisning i båden. Alex har gennem 42 sæsoner virket som bådsmand og instruktør og via 126 elevårsværk med i alt 588 skolesejladser inklusive 17.640 (ca.) øvelsesmanøvrer uddannet 63 elever til bestået duelighedsprøve. Alex vil også fremover have sin gang i SGS. 

Alex på toppen for at skifte lanterne. 

Alex får overrakt en lille erkendtlighed fra klubben 

Skoleudvalget går i november i gang med at planlægge næste sæson. 

I den forbindelse vil vi opfordre interesserede til at deltage i aktiviteterne med bådene og/eller med undervisning på vandet – og gerne kontakte skoleudvalget og få en snak om mulighederne. 

På skoleudvalgets vegne 

Poul Ottosen 

Standernedhaling

Søndag d. 6. oktober blev klubstanderen strøget og sejlsæsonen er slut for i år. Der var absolut ingen vind, så for første gang nogensinde blev der sejlet en afriggersejlads for motor! Bådene sejlede en bane på 3 SM, som skulle sejles på en for sejlerne ukendt tid. Tiden blev først afsløret ved præmieuddelingen, hvor ungdom og Heino fik en lille “præmie” 😉 . Formanden strøg standeren kl. 12 og vi havde en hyggelig frokost i klubhuset.

TAK FOR EN GOD SÆSON!