Fællestur (2.) 3. og 4. september 2011

(OPDATERET – FLERE BILLEDER)

Som nævnt i indbydelsen var målet i år Lynetten havn på Amager. 7 både med skipper + hustruer. Der var lovet en solrig week-end og det holdt ved til søndag eftermiddag da vi på vej ind i bugten alligevel lige skulle have en afvaskning i ca. ½ time, og som selvfølgelig stoppede kort efter anløb. 3 af bådene drog fra Mosede allerede fredag middag i blid vind. Leif Scherbe og Rie, anløb alene i mørke senere på aftenen. Det gav os en mulighed for lørdag formiddag at foretage en rundtur omkring og i Christiania, en god oplevelse for dem der ikke havde været der før, og var så heldige at ”finde” en forfriskning hos Netto som blev indtaget ved de gamle kanonbådehuse i dejlig solskin.

Også til de sidste både der dog måtte krydse ud af bugten var der sol. Vel ankommet blev der drukket eftermiddagskaffe og tid til en lille afslapper inden vi skulle forberede aftensmad og tænde grillen. Lynetten havn har lavet en stor dejlig overdækket grillplads til mindst 35 mennesker og her fik vi en rigtig hyggelig aften med harmonikaunderholdning af formand Ove.

Søndag var der fælles morgenbord med små skarpe inden vi alle gik en tur til Copenhagen Cablepark, det var en ny attraktion ved Amager Værket hvor man via luftbårne kabeltræk, trækkes rundt på en bane, som om man surfede efter en motorbåd. Det var meget fornøjeligt at se på, ikke alle der prøvede kom helskindet igennem (ingen fra SGS). Efter en god frokost i dejlig solskin, afsejlede vi alle og fik en meget frisk hjemtur, først bidevind til Sandrevet og derefter halvvind til Mosede.

Mogens og Britta

TUR-1

TUR-2

TUR-3

SGS-tur2011-1

SGS-tur2011-2

SGS-tur2011-3

SGS-tur2011-4

SGS-tur2011-5SGS-tur2011-6

SGS-tur2011-7

SGS-tur2011-8

SGS-tur2011-9

SGS-tur2011-10

SGS-tur2011-11

SGS-tur2011-12

IF DM 2011 – Billeder fra Kragenæs

Det var ikke det bedst tænkelige vejr under IF DM i Kragenæs, men arrangører og en hel del sejlere insisterede på at det skulle blive en rar weekend … så det blev det. Tag nu bare det første billeder herunder, hvor tre SGS-besætninger har fundet sammen i en af de (adskillige) medbragte campingvogne for at dele …. en banan. Hvor præcist Niels’ hånd er henne hverken kan eller vil vi gisne om.

IFDM11_-1

Læs resten

Fælles Tur

Faellestur

Programmet er på plads, endelig, og naturligvis fristes man til at nævne, ved Brittas mellemkomst. Det lyder sådan her:

Lørdag 3. september: Skippermøde kl. 10:00 og hurtigt herefter afgang med destination Lynetten. Ankomst (formentlig afhængig af fremdriftmiddel, herskende vejrforhold, forplejning ombord etc.) ca. 14:30. Kl. 18:00 tænder vi op for grillen (SGS køber kul) og 18:30 starter fællesspisningen ved den overdækkede grillplads. Husk at medbringe mad og drikke.

Søndag 4. september: Fælles morgenbord kl. 09:00 hvor SGS giver en morgenbitter efterfulgt af fælles gå/cykel-tur til Copenhagen Cablepark. Meget underholdende, både for dem der prøver og dem der bare kigger på. (kr 150 for en time).(Tips og tricks her).

Vi lægger kursen hjemover ca. 13:00 og påregner at være i Mosede igen ca. 17:30 (med samme forbehold som ovenfor).

Tilmelding på mail sgs(a)sgs-greve.dk eller på liste i Klubhuset senest 1. september.

Tejn Sejlklub

Vi har henover sommeren fået rigtig mange  henvendelser her på siden hvoraf imidlertid langt de fleste – faktisk alle undtaget eet – har været af en karakter, som ikke uden videre ville gøre sig her på siden. De har, for nu at sige det som det er, næsten alle som en, i et frimodigt sprog omtalt muligheden for at købe sig til virtuelt samkvem med det modsatte køn og/eller få tilsendt umanerligt mange penge fra en ny ven fra det centrale Afrika blot man lige oplyser nogle små detaljer om sig selv, nogle bank konti og så sender nogle få tusinde dollar ned for at dække transaktionsomkostningerne … Ja, de henvendelser får I ikke at se.

MEN DENNE HER er vist helt god. Skipper Vilner fra Tejn efterlyser Else og Signe:

Hej

Jeg havde fornøjelsen at have et af jeres medlemmer med som gast på vores (Tejn Sejklub) onsdags sejlads den 3/8 det eneste jeg ved er de havde fornylig anskaffet en IFèr og fornavnet er Else og datterens Signe. De havde ikke sejlet med spiler før og der er taget nogle gode billeder med spiler som de måske gerne vil have. Hvis I kan finde ud af hvem det er, kan de kontakte mig på mail vilner(snabela)live.dk

På forhånd tak og med sejler hilsen

Skipper Vilner

Sejlklubben København Kommer

Københavns Sejlklub lægger i år turen forbi Mosede Havn, hvor de vil fylde godt ud på ledige pladser både lørdag og søndag (husk det grønne skilt!).

Klubhuset vil i den anledning blive besat af Københavnerne, på den aftalte og fredelige måde, forstås, og vi kan vel nok godt regne med lidt festivitas. Sejlklubbens medlemmer er naturligvis velkommen til at støde til selskabet.

Københavns sejlklubber hører så vidt vides under frihavnsordningen og for a) at understrege dette udmærkede samarbejde, og b) at bidrage til “at der sker noget på havnen” så har Mosede Havn givet os mulighed for at uddele strøm/vand/bade-kort uden beregning. Vi har talt med en tidligere formand i sejlklubben, som med noget der lignede tårer i øjnene blot kommenterede at “med sådan en opbakning er det nemt at være gæstfri sejlklub”.

Velkommen København – Tak Mosede Havn – God Pinse