Formanden har ordet

Frem til tidligst næste ordinære generalforsamling skal Sejlklubben fungere under de ændrede love, dvs. med den nye §3 om medlemskab. Derfor vil jeg tillade mig at dvæle lidt ved den paragraf.

Den store ændring er indførelsen af et familiemedlemskab. Det må i mine øjne hilses velkomment, og det kan meget vel vise sig at være medvirkende til at få både flere medlemmer og mere liv i Sejlklubben. Nu kan børnene og de unge under 18 – uden særskilt medlemskab i en juniorafdeling – boltre sig i sejlklubben som fuldgyldige medlemmer. Velkommen til dem!

Hele familiens klubhus!

Hele familiens klubhus!

En anden væsentlig ændring – sprogligt måske mere end juridisk – er afskaffelsen af det passive medlemskab til fordel for støttemedlemskabet. Teksten lægger op til at man skal have været medlem af Sejlklubben før man efter bestyrelsens afgørelse kan optages som støttemedlem. Jf. diskussionen på generalforsamlingen synes der at være enighed om, at det ikke er hensigtsmæssigt at lægge hindringer i vejen for eventuelle støtter af Sejlklubben, men teksten er altså vedtaget, og så må vi i bestyrelsen se på hvordan vi kommer rundt om den.

Derudover er der ingen direkte lovmæssig konsekvens af at ændre “passiv” til “støtte”, men bestyrelsen skal “fastlægge generelle retningslinier” for støttemedlemmernes “rettigheder over for Sejlklubben”. Man må så håbe, at det er et arbejde bestyrelsen, som en del af deres frivillige virke for Sejlklubben, har lyst til og mod på.

Jeg ved, at det er et emne der kan føre til gode diskussioner i bestyrelsen, for vi har haft præcis de diskussioner før. Det har til eksempel ført til, at kun aktive medlemmer kan låne klubhuset til private arrangementer. Men det har ikke ført til formuleringen af nærmere regler for ophold i klubhuset, brug af terressen eller lignende.

Som jeg selv redegjorde for i min klumme i Prikken i februar 2009, så håbede jeg, at medlemmerne selv kunne finde ud af at melde sig under det korrekte medlemskab, og at de der havde svært ved det kunne få besked af naboen. Forslagsstillerne har jo netop med bortskaffelsen af det passive medlemskab og indførelsen af støttemedlemskabet ønsket at gøre det klart, at som passiv – det vil nu sige støttemedlem – så deltager man ikke normalt i Sejlklubbens aktiviteter, men ser til fra sidelinien. Jeg har altid syntes, at det var temmeligt ligetil at kende forskel på begreberne aktiv og passiv, og jeg er – indrømmet – mildt irriteret over at Sejlklubben skal bruge ressourcer på at lave regler for noget der bare burde fungere.

Den diskussion bestyrelsen nu skal have, kunne vi tyvstarte her på siden, måske. Giv din mening til kende, og vær med til at sikre at bestyrelsen beslutter noget der er opbakning til i Sejlklubben.

  • Kan man som støttemedlem have nøgle til klubhuset? Således at man kan komme ind hvis man er på det årlige besøg fra sin nye adresse i Frederikssund?
  • Kan man som støttemedlem komme og få en kop kaffe om søndagen? En søndag? Hver anden søndag?
  • Kan støttemedlemmer spise deres frokost i Klubhuset om tirsdagen? Eller om onsdagen?
  • Kan man som støttemedlem deltage i debatten på hjemmesiden og i Prikken?
  • Hvem skal holde øje med at reglerne bliver overholdt, og hvem skal håndhæve reglerne?

Jeg glæder mig til at høre DIN mening!

Formanden

Vedtaget

To medlemmers – Jens og Jørgens – forslag til ændring af Sejlklubbens Love blev på generalforsamlingen den 18. marts vedtaget med overvældende flertal. Tilmed var der lige akurat så tilstrækkeligt mange stemmeberettigede tilstede, 43 stk., at forsamlingen var beslutningsdygtig mhp. ændringen. Resultatet er en ny §3. Sejlklubbens Love kan i opdateret form i sin helhed ses her.

Vi forfølger i øjeblikket formanden for at få ham til at give sin vurdering af den nye §3 og hvad konsekvenserne bliver. Og så bringer vi selvfølgelig et udførligt referat fra generalforsamlingen straks det er tilgængeligt.

T minus 7

Hej allesammen,

Der er en uge til generalforsamlingen i Sejlklubben, hvor vi tro mod lovene skal trækkes igennem min beretning for 2009 og måske nogle ord om den kommende sæson, hvor vi skal behandle regnskabet og budgettet, hvor vi skal vælge besætning til bestyrelsen, og hvor vi – ikke mindst interessant – skal behandle et forslag om ændring af vedtægterne.

Jeg glæder mig til en sund debat om forslaget, som i sin helhed kan læses i indkaldelsen, som webredaktionen til overflod har gjort nemt tilgængelig her på hjemesiden.

Webredaktørens nærmeste assistenter

Webredaktørens nærmeste assistenter

Jeg har aftalt med samme redaktion, at dette indlæg – så vidt overhovedet muligt – bliver stående øverst på forsiden af hjemmesiden frem til generalforsamlingen. Så kan alle – du inklusive – nemlig kommentere på alt hvad der har med den begivenhed at gøre. Herunder

  • Forslaget til ændring af vedtægterne
  • Ting jeg bør huske i beretningen for 2009
  • Emner jeg bør orientere om for 2010
  • Valg til bestyrelsen m.m.
  • HVEM der skal være suppleant på den ledige plads
  • Etc.

Jeg glæder mig til at se jer allesammen igen. Vi ses på havnen!

Sjælland Rundt 2010

Helsingør Amatør Sejlklub er igen i år vært for den legendariske distance sejlads Sjælland Rundt. Start fredag den 25. juni fra Helsingør. HAS afvikler ved samme lejlighed sejladserne Hesselø – Hallands Väderö Rundt og Hesselø Rundt Twohanded. Det er ikke nødvendigvis webredaktionens rolle at prioritere i alle de muligheder der byder sig, men vi tør alligevel godt foreslå at tage den lange tur hele vejen rundt;: 216 nautiske mil for de mindre både, 232 for de større.

Ikke fordi det er en særskilt køn tur. Der er mange, lange stræk hvor det bare går ligeud på åbent vand, og det er skræmmende nemt at ramme Bøgestrømmen om natten. Heller ikke fordi det er nemt at fornemme ‘ræset’. Med så få både tilmeldt, som det har været tilfældet de senere år, bliver der nemt langt mellem konkurrenterne. Nej, man skal deltage af følgende grunde:

  • Sjælland Rundt er en klasikker. Du møder næppe en sejler med respekt for sig selv, som ikke har sejlet den. (Ofte vil vedkommende påstå, a) at hele besætningen havde tømmermænd efter festen torsdag aften i Helsingør, b) at der var kuling hele vejen rundt, og c) at Spækhuggeren surfede over Fakse Bugt med 22 knob!! Faktum er at a) formentlig er korrekt mens b) og c) er helt ved siden af, men at hukommelsen sikkert er påvirket af bemeldte tømmermænd).
  • Sjælland Rundt er en lang tur. Klarer du og din besætning turen, så er I klar til langfart. Så er der pludselig ikke så langt til Bornholm eller Oslo. Det giver selvtillid. Det er alletiders øvelse i distance sejlads.
  • Du har båden til det. Dengang Sjælland Rundt kunne tiltrække rekord store felter var det Spækhuggere, IF’ere, Ballader, X-79’ere Banholme’re og andre små turbåde, der trak de store felter. Så din båd kan også, og du bliver gladere for den, når du har gennemført!

For dem der ikke har sejlet turen før, så er der hjælp at hente. Sejlklubbens erfarne sejlere har sejlet Sjælland Rundt sammenlagt 17.117 gange (cirka, og naturligvis mest med tømmermænd, og i kuling) og vi tror, at det bare er at kippe med flaget, så har DU en besætning, gode råd, kort over smutvejen ved Peder’s Værft, og det grej du måske mangler for at være helt ship-shape.

Hvem skal afsted i år ?

    Sikkerhed til søs

    Sejlerskolen varmer i disse dage op under en ny sæson på vandet. I den anledning gjorde en instruktør os opmærksomme på at sikkerhedspolitiken vist var røget ud over kanten ved konvertering til det nye hjemmeside-system. Og det var den. Men nu er der her igen, sikkerhedspolitiken. Der er link til den fulde tekst (pdf) fra siden ‘Sikkerhed’, som findes under Sejlerskolen.

    Sikkerhed-2

    Vi vil gerne benytte lejligheden til at byde nye elever i Sejlerskolen varmt velkommen i Sejlklubben Greve Strand. Vi glæder os til at møde jer på havnen, i Klubhuset og på vandet.

    Tilbud

    Af Sejlklubbens vedtægter fremgår det, at der hvert år af generalforsamlingen vælges et eller to suppleanter til bestyrelsen. Den øvede læser vil have bemærket, at bestyrelsen kun stiller med een kandidat til suppleant-posten, og at der således kan vælges yderligere en suppleant. Tilbudet går selvfølgelig på, at denne rolle kan blive din. Eller en person du mener vil gøre sig godt i den rolle. Der er tradition for, og det er vi vist alle i bestyrelsen begejstrede for, at suppleanter deltager i bestyrelsesarbejdet på lige fod med den siddende bestyrelse. Jeg kan ikke huske, at vi har måttet ty til afstemninger i bestyrelsen, men jeg kan nemt ihukomme diskussioner, hvor bred deltagelse var vigtig for udbyttet.

    Jeg skal skynde mig at sige, at alle aktive medlemmer selvfølgelig kan stille op til de poster der er på valg, men jeg har på fornemmelsen, at der ikke er tradition for kampvalg. Det ville ikke genere mig personligt med kampvalg – nogle gange kunne det måske ligefrem være forfriskende – men det er vist meget almindeligt i ‘foreningsdanmark’, at man styrer uden om den slags.

    Jo - der er to personer på billedet

    Jo - der er to personer på billedet

    Ofte har bestyrelsen, herunder tidligere år også undertegnede, indfanget kandidater forud for generalforsamlingen, og det er ikke utænkeligt at jeg vil kaste mig ud i noget lignende igen. Men jeg synes det kunne være spændende, hvis der blandt medlemmerne var en der kunne tænke sig at være med. Det kunne jo – det er faktisk temmeligt sandsynligt – være en jeg ikke lige selv ville komme i tanke om. En som har en anden vinkel på det hele end jeg har. En som har nogle helt nye ideer til hvad vi skal lave i Sejlklubben. En som gerne vil være formand. En jeg aldrig har bemærket, fordi hun sejler speedbåd og står på vandski hver dag fra 10 – 13. En som gerne VIL.

    Vil du pege på dig selv? Eller en legekammerat fra havnen? Så skriv. Meget gerne her på siden, selvfølgelig. Jeg synes vi skylder webredaktionen at bakke lidt op om projektet med en levende hjemmeside.

    Hold jer muntre!

    Generalforsamling 18. marts

    Den skulle være der med morgenposten, indkaldelsen til generalforsamling i Sejlklubben Greve Strand den 18. marts. Det er Prikken-redaktionen der er ude med et “Prikken special”! Hvis ikke dine tøfler er så tilstrækkeligt sne- og vandtætte at du kommer ud til postkassen lige med det samme, så kan du selvfølgelig læse indkaldelsen her på siden (pdf).

    Det er ikke helt uinteressant læsning. Til eksempel stiller et par medlemmer forslag til ændring af vedtægterne. Det vil med nogen sikkerhed danne grundlag for en interessant debat på generalforsamlingen. Det handler om medlemskaberne og inddirekte – og nok så spændende – om forskellen mellem de forskellige slags medlemskab.

    GF-1

    Som det vil være de fleste bekendt, så kræver ændring af vedtægterne en relativt stor deltagelse på generalforsamlingen, og et betydeligt flertal for ændringerne. I den forbindelse kunne vi måske friste forslagets fortalere, eventuelle opponenter, og dem der måske befinder sig et sted der imellem, til at ytre sig her på siden, og ad den vej skabe debatten, påvirke de stemmeberettigede, og i tillæg medvirke til at gøre hjemmesiden til et levende aktiv for Sejlklubben. Lad høre!