Enstemmigt

På Generalforsamlingen torsdag blev bestyrelsens forslag til ændring (gennemskrivning) af  Sejlklubbens Vedtægter “vedtaget enstemmigt og med samtlige stemmer”. Selvfølgelig ikke uden den nok ikke usædvanlige sidste-øjeblliks-debat, som bestyrelsen ellers havde forsøgt igangsat og henlagt til månederne op til generalforsamlingen ved – siden den 9. december 2010 – at lade forslaget ligge til gennemsyn og diskussion på Sejlklubbens hjemmeside. De nye vedtægter findes her, og i menuen ovenfor under  “Om SGS / Sejlklubbens Vedtægter”.

Mere senere om nyt bestyrelsesmedlem (Søren, vores paparazzi er sendt ud efter dig!), din mulighed for at blive formand (jeps, du kan nå det endnu) og måske lidt om den store interesse Sejlklub og medlemmer udviser for vognmandsbranchen.

Go’ weekend ;-

Hjerte-starter-kursus 6. februar ?

Som det måske er de fleste bekendt, så har Havnen anskaffet en hjertestarter. Alt taget i betragtning, herunder naturligvis og ikke mindst, den demografiske sammensætning af havnens brugere, en rigtig fin ide.

Der er mulighed for at afholde et kursus i brugen af hjertestarteren

søndag den 6. februar kl. 10:00 – 14:30

Meld venligst om interesse diretke til Formanden (4063 2066) eller ved at kommentere på indlægget her. Hiv også gerne fat i de af dine venner, der ikke lige læser siden her hver dag. Vi behøver næppe bemærke hensigtsmæssigheden i at der er folk på havnen der ved hvordan hjertestarteren anvendes … Og måske du alligevel skulle ned og drikke formiddagskaffe.

Julefrokost

Juletamtamtam

Det er altså lørdag den 27. november kl. 18:00 . Tilmelding i klubhuset senest den 21. november. Tilmeldingen er bindende, men der er jo i virkeligheden heller ingen grund til ikke at komme. Det koster 175 kr. men så er maden også tilberedt af hvad vi læser som “gourmet kok” OG der er kaffe og småkage(r) efter maden. Helt sikkert vil det hele blive efterfulgt af almindelig løssluppenhed. Det er selvfølgelig i klubhuset og bemærk lige, at man selv medbringer hvad man ønsker at drikke. For mange vil det være nok at medbringe det man kan drikke.

Kære Jens og Niels og ..

Vi blev på redaktionen ringet op her til aften af selveste Formanden, som kunne meddele os at a) hjemmesiden var rigtig dårlig og b) det var helt umuligt at finde billederne fra IF-DM. Det havde Formanden selv hørt fra indtil flere IF-sejlere efter onsdagens kapsejlads (efter sigende i temmelig flot vejr og med så tilpas meget råberi ved mærke nul og to, at det faktisk mindede om kapsejlads). Formanden havde desværre ment, at det da vist nok var rimeligt ligetil at finde billederne, MEN det var det IKKE!!! Derfor har vi lavet en side under IF-DM der hedder Billeder og som burde indeholde en rimeligh entydig reference til billederne …

PolarKop og AfriggerFest

LØRDAG DEN 2. OKTOBER: Sæt krydset med det samme! Hele dagen. Og måske søndag formiddag med.

Vi starter om formiddagen med at sejle PolarKop. Uden at sejladsbestemmelser ligger helt fast kan vi godt røbe, at der bliver løb for både familiesejlere og kapsejlere og at det slet ikke kan udelukkes at de af sejladskommiteen i sidste øjeblik tildelte handikap vil virke meget lidt fair. Men altså; alle kan være med og det bliver alletiders. Sejladsen planlægges afsluttet i så god tid at tiden tillader besætningerne at a) deltage i den spektakulære premieoverrækkelse og b) blive nettet lidt  inden det går løs om aftenen til …

AfriggerFest hvor Fortiden vil Fejre Fremtiden og vise versa. Vi ved allerede at middadgen bliver leveret af Jesper’s Madhus (og bare rolig – vi er flere der tjekker datoen), og at prisen per person bliver kr. 200,-. Det er et dejligt rundt tal, som tillader os at sætte de første promiller på bordet uden særskilt beregning/afregning, spille dansevenlig musik og sågar servere kaffe og småkager. Hva’be’har’!?!

Der vil allerede nu (eller om ganske få dage) hænge tilmeldingslister i klubhuset. Og hold godt øje med siden her for nærmere info om tidspunkter, sejladsbestemmelser, ordensregler m.v.

Vi har en vinder II

TIAN3

Klart vi har en vinder – nu også med billede (et klik på billedet skulle føre dig til flere billeder fra sejladsen). Men måske ikke en overaltvinder som først annonceret. På Watski2star arrangørernes endelige resultatliste  har Tian, Jann og Brian stadig bedste tid, men måske der er en regnefejl et sted. Kan du finde den?  Måske er det bare en forunderlig sejlads. Se f.eks. replay af sejladsen på TracTrac.  De ruter Laura og Garfield følger er vist ikke helt sandsynlige?