Søg og du skal finde

Sejlklubben Greve Strand - Marinetraffic.com

Det kommer naturligvis an på hvad du søger efter. Er det start/mål-bøjen du søger kan det blive svært. Den blev efter et klammeri onsdag lige efter kl. 19:00 eskorteret i havn af feltets, tør vi godt sige, lækreste båd og besætning. Kapsejladsresultater synes også at være svære at finde. Vi ville jo gerne offentliggøre lister og tider og respitberegninger her, således at horderne af interesserede kan følge med, men det må vente lidt. Vi kan naturligvis kun gisne om hvorvidt de manglende lister skyldes resultatlisteførerens diskvalifikation fra sidste sejlads …

Et sted man med større success kan foretage søgninger, er på det store Internet. Vi er stødt på et sted, hvor alle (mange?) skibes position er angivet og vist i et kort. Det er naturligvis baseret på AIS data, og derfor er lystbåde også med. Din båd måske?. Der er tilmed billeder af mange af skibene, og man kan søge på skibe og havne, eller simpelthen bare klikke i kortet på det man vil vide mere om. Klik på linket her som også optræder i vores menu under ‘vejr og teknik’. Der har vi iøvrigt også genplaceret den rigtige farvandsudsigt, som nu kommer fra Forsvarets Center for Operativ Oceanografi, som vist er det tidligere Farvandsvæsenet.

Der er åbent for kommentarer

Hurra, vi kom ud at sejle kapsejlads

Kapsejlads i Sejlklubben Greve Strand

Efter for megen blæst og vindstille, kunne vi i går onsdag tage fat på vores kapsejladser, og få prøvet vores nye mindre bane (kravlegården). Vinden var frisk til hård, op til 16 – 17 i pustene, så det gik lynhurtigt fra bøje til bøje, så man nåede slet ikke at blive kold.
Sejladsen:

Jeg, bøjemanden var heldig at komme godt fra start ude ved bøjen med spileren sat. Tæt bag ved lå Flandrup og Eiler, som i år har fået ny besætning, hvad også kunne ses på resultatlisten.

De tre store både strøg forbi os andre IF, især Langøen lå langt foran i mål. Eiler var så uheldig ved slagmærket at ramme bøjen klokkerent midtpå, så han måtte tage en 360 graders vending, men holdt sin tredjeplads blandt IF banen rundt, selv om Slamkassen sommetider var meget tæt på. H båden kæmpede hårdt for at komme foran alle IF hvad ikke lykkedes da bommen knækkede på sidste kryds og de søgte havn. Næsten alle både der bar spiler på andet skæreben måtte til sidst opgive og tage spileren ned.

Det var så den nye mindre bane der blev prøvet af, og jeg som har lavet den nye bane, vil give alle de store både ret i, at med så megen vind er banen for lille, men den passer de mindre IF.

Resultatlisten er endnu ikke lavet men rækkefølgen i mål var:

  1. Langø Michael
  2. OL 33 Jesper
  3. Albin Ole
  4. IF Bøjemanden(Fjøs)
  5. IF Flandrup
  6. IF Eiler
  7. IF Slamkassen
  8. IF Fie

Sejladsbestemmelser 2012

Så kom de, sejladsbestemmelserne for kapsejladserne onsdage aftener. Du kan læse dokumentet i en letlæselig og printervenlig pdf udgave lige her og du vil kunne finde samme link på siden kapsejlads. Der vil du også snart kunne finde positioner på bøjerne og de ikke helt uvæsentlige mærkerundingslister.

Forsigtig start

Trofaste Ulrik var klar med håndvåben og horn, sejlerne var ligeså spændte som topvanterne, solen var fremme, der var sommeragtigt forår i luften og i Klubhuset var der allerede ved at blive gjort klar til spisningen efter sejladsen. Der var endda på et skippermøde blevet redegjort for den seneste udgave af sejladsbestemmelserne og den nye korte og krævende bane. Alt og alle var klar …

Ulrik har for længst sendt feltet afsted ...

Der er gået 16 min ...

(Redaktionen håber at kunne publicere sejladsbestemmelserne meget snart)

… som et flag der går til top ..

Sejlklubben Greve Strand 29 April 2012

Det blev til gensyn og til overflod genhør med en masse glade SGS’ere der nu, ligesom Formanden åbenbart, er kravlet ud af vinterhiet og ned på havnen for at indånde foråret og den temmeligt friske luft, der iøvrigt idag kom fra øst og forårsagede den plantagte sejlads aflyst. Allestedsdeltagende Britta og et lille hold hjælpere havde sørget for lyserøde bobler til skålen efter standerhejsningen og senere blev den blå festdug rullet ud til brug for de mildest talt omsiggribende medbragte madpakker.

Husk kapsejladserne starter på onsdag (den 2. maj) med skippermøde kl. 18:00 i Klubhuset.

Kapsejladsbanen 2012

Redaktionen er blevet gjort bekendt med kapsejladsbanen – som også anvendes til familiesejlads – anno 2012. Og der er sket ting og sager må man sige. For at intensivere sejladserne og presse alle (de i forvejen hårdt pressede og af vellevned tyngede) besætninger til det yderste, er banen i år gjort kortere. Det betyder mere ‘action’ og hvad værre er; det betyder kortere tid til bajeren på lænseren. Helt urimeligt sportsligt, vil nogen indvende, men det er den slags ændringer der glider (alt for) nemt igennem i et OL-år. Det har længe været et ønske fra sejladsinteresserede i hele Sejlklubbens opland, at komme tættere på sejladserne. Derfor er banen flyttet helt ind under land, således at der kun er en halv sømil til 0’eren og mærke 8 ligger næsten oppe på stranden nord for havnen.

Se banen i pdf filen her.