
Kategoriarkiv: Udflugter
Fællestur (2.) 3. og 4. september 2011
(OPDATERET – FLERE BILLEDER)
Som nævnt i indbydelsen var målet i år Lynetten havn på Amager. 7 både med skipper + hustruer. Der var lovet en solrig week-end og det holdt ved til søndag eftermiddag da vi på vej ind i bugten alligevel lige skulle have en afvaskning i ca. ½ time, og som selvfølgelig stoppede kort efter anløb. 3 af bådene drog fra Mosede allerede fredag middag i blid vind. Leif Scherbe og Rie, anløb alene i mørke senere på aftenen. Det gav os en mulighed for lørdag formiddag at foretage en rundtur omkring og i Christiania, en god oplevelse for dem der ikke havde været der før, og var så heldige at ”finde” en forfriskning hos Netto som blev indtaget ved de gamle kanonbådehuse i dejlig solskin.
Også til de sidste både der dog måtte krydse ud af bugten var der sol. Vel ankommet blev der drukket eftermiddagskaffe og tid til en lille afslapper inden vi skulle forberede aftensmad og tænde grillen. Lynetten havn har lavet en stor dejlig overdækket grillplads til mindst 35 mennesker og her fik vi en rigtig hyggelig aften med harmonikaunderholdning af formand Ove.
Søndag var der fælles morgenbord med små skarpe inden vi alle gik en tur til Copenhagen Cablepark, det var en ny attraktion ved Amager Værket hvor man via luftbårne kabeltræk, trækkes rundt på en bane, som om man surfede efter en motorbåd. Det var meget fornøjeligt at se på, ikke alle der prøvede kom helskindet igennem (ingen fra SGS). Efter en god frokost i dejlig solskin, afsejlede vi alle og fik en meget frisk hjemtur, først bidevind til Sandrevet og derefter halvvind til Mosede.
Mogens og Britta















Fælles Tur

Programmet er på plads, endelig, og naturligvis fristes man til at nævne, ved Brittas mellemkomst. Det lyder sådan her:
Lørdag 3. september: Skippermøde kl. 10:00 og hurtigt herefter afgang med destination Lynetten. Ankomst (formentlig afhængig af fremdriftmiddel, herskende vejrforhold, forplejning ombord etc.) ca. 14:30. Kl. 18:00 tænder vi op for grillen (SGS køber kul) og 18:30 starter fællesspisningen ved den overdækkede grillplads. Husk at medbringe mad og drikke.
Søndag 4. september: Fælles morgenbord kl. 09:00 hvor SGS giver en morgenbitter efterfulgt af fælles gå/cykel-tur til Copenhagen Cablepark. Meget underholdende, både for dem der prøver og dem der bare kigger på. (kr 150 for en time).(Tips og tricks her).
Vi lægger kursen hjemover ca. 13:00 og påregner at være i Mosede igen ca. 17:30 (med samme forbehold som ovenfor).
Tilmelding på mail sgs(a)sgs-greve.dk eller på liste i Klubhuset senest 1. september.
Prikken 3
Lidt senere end de åbenbart sløve bananer ovre på Prikken-redaktionen havde stillet os i udsigt. Her er den: Prikken No 3 2011.
Sejlklubben København Kommer
Københavns Sejlklub lægger i år turen forbi Mosede Havn, hvor de vil fylde godt ud på ledige pladser både lørdag og søndag (husk det grønne skilt!).
Klubhuset vil i den anledning blive besat af Københavnerne, på den aftalte og fredelige måde, forstås, og vi kan vel nok godt regne med lidt festivitas. Sejlklubbens medlemmer er naturligvis velkommen til at støde til selskabet.
Københavns sejlklubber hører så vidt vides under frihavnsordningen og for a) at understrege dette udmærkede samarbejde, og b) at bidrage til “at der sker noget på havnen” så har Mosede Havn givet os mulighed for at uddele strøm/vand/bade-kort uden beregning. Vi har talt med en tidligere formand i sejlklubben, som med noget der lignede tårer i øjnene blot kommenterede at “med sådan en opbakning er det nemt at være gæstfri sejlklub”.
Velkommen København – Tak Mosede Havn – God Pinse
Kalenderen 2011
Der er allerede kommet indhold i kalenderen. Og siden her skulle vist være sat således istand, at man ude til højre under overskriften “kommende arrangementer” vil kunne ser hvad der er i vente, ihvertfald i den nærmeste fremtid.
Har du kalenderen i nærheden, vil du måske notere følgende datorer:
- Generalforsamling torsdag den 24. marts
- Klubaften torsdag den 14. april
- Standerhejsning søndag den 1. maj
- Afriggerfest / standernedtagning lørdag den 1. oktober
Dertil kommer selvfølgelig kapsejlads hver onsdag og familiesejlads hver tirsdag. Pinsetur og Kristi Himmelfartstur, Grill til Skt. Hans og meget mere.
Hold øje med hjemmesiden her, klubbladet og opslag ved Sejlklubben.
Et juleeventyr
Tirsdagsbevægelsens Julefrokost på ”Aurora” 9. dec. 2010
Det gode skib ”Tycho Brahe” var blevet nedgraderet, idet serveringen i restauranten var blevet afskaffet, så vi havde måttet skifte transportmiddel.
Da nu det med transporten ikke var det afgørende for julefrokosten, sikrede vi os på forhånd, at Rød Aalborg indgik i Aurora’s appertinentier, og således fortrøstningsfulde entrede vi skibet med de fribilletter, som på forunderlig vis hvert år tilgår Anton Vognsen fra Julemanden. Bufet’ten var anderledes, men absolut tilfredsstillende, selvom fiskefileterne manglede, og for at vise, at vore medlemmer er forandringsparate, tilpasningsvante, flexible og storsindede verdensmænd, traf vi den bemærkelsesværdige og svære beslutning at lade Rød Aalborg udgå til fordel for ”O.B.Andersson”. Udelukkende for at støtte broderfolket selvfølgelig. Man må sige, at resultatet var uændret, – vi var vist 3 gange i Helsingør og 5 gange i Helsingborg,eller hvor vi nu befandt os. Det viste sig, at kaptajnen uden vor medvirken fandt frem. Fordelingen af betalingen var en katastrofe, der blev bare sendt sedler op ad bordene, og efter at alle havde forladt restauranten, stod nærværende referent med nogle sedler og en krævende servitrice. Da det ikke stemte, måtte førnævnte referent tage opvasken på 2 extra ture.
Jørgen Krogdahl, referent.
“(..) regn eller byger
… og jævn til hård vind fra nordøst”. Frisk – og for årstiden passende – udsigt for vejret på søndag den 26. september når Køge Sejlklub afvikler den traditionelle 30 sømils distancesejlads ude på Bugten – i år lettere moderniseret med et lille virvar af løb. Starterne går efter omvendt respit, således at en Maxi 68 starter kl. 9:00 og en Centerline 40 må vente 2 timer 22 minuter og 39 sekunder yderligere med at krydse linien. Det er bemærkelsesværdigt kun 25 sekunder efter en X 40 skal starte, så det skal da blive sjovt at se og/eller høre hvordan det lille opgør ender. Begge besætninger plejer jo at være yderst meddelsomme når det kommer til den slags, så vi holder os klar .. /:-)
Hvis du skulle føle dig fristet til at deltage, så se om ikke nogle af bådende fra SGS har søgt gaster til sejladsen her (link til vores oprindelige opslag) eller tag afsted i egen båd. Der er allerede flot SGS deltagelse:
- International 806 – Fortrinsvis Johanne
- International 1006 – Blues
- Arcona 32 – Gerda
- X 332 – GourmX
- X 332 – Pyxis
- Langø 999 – Marionet
- X 34 – Master De Luxe
- X 40 – Xta’Sea
- Centerline 40 – Tian
God tur!